Om os

Hvad er vi for nogle….og hvad laver vi?

Alderen blandt korets medlemmer spænder fra omkring 40 til 90+. Vores baggrunde spænder lige så vidt. I ordets bedste betydning gør det tilsammen Viborg Mandskor til en blandet flok, hvor der er plads til alle mænd, der kan lide at synge.

Foto fra en øveaften, hvor der lige ventes på de sidste medlemmer

…og vi varmer naturligvis op, inden vi lader stemmerne komme til. Ganske som de professionelle…!

Når opvarmningen er overstået, synger vi 4-stemmigt fordelt på stemmerne 1.- og 2. tenor og 1.- og 2. bas under ledelse af vores faste dirigent, Uffe H. Munkgaard.

Vi øver hver onsdag kl. 19-21.30 i perioden august-maj, undtaget i skoleferier og helligdage. Det foregår på 1. sal i Borgerhuset Stationen, Ll. Sankt Hans Gade 9, 8800 Viborg.   

Det samlede repertoire er stort og meget varieret. Det rummer noget for enhver smag og spænder over nutidige danske og udenlandske sange af f.eks. Shu-bi-dua, Benny Andersen og The Beatles, over til fædrelandssange, danske og udenlandske salmer…..og hvad der findes der imellem.  Sæson- og koncertprogrammerne sammensætter vi efter udvalgte temaer, så der er en rød tråd, i det vi synger.

Sangen er selvfølgelig omdrejningspunktet. Men Viborg Mandskor er også kendt for sit sociale islæt, som er vigtig en del af vores dna. F.eks. spiser vi sammen én gang om måneden i forbindelse med en ordinær øveaften. Det er vældig hyggeligt og for nye medlemmer en rigtig god lejlighed at få en snak og blive rystet sammen med de øvrige medlemmer. Desuden har vi gennem årene været på mange én- og flerdagsture, hvor vores koner/kærester også har været med.

Viborg Mandskor er medlem af Dansk Sanger-Forbund, DSF. DSF tager sig af spørgsmål af fælles interesse for de ca. 40 mandskor i Danmark, der er medlem.

Hvert år arrangerer DSF forskellige kurser, hvor især det årlige 2-dages kursus ifm. skolernes vinterferie er meget velbesøgt…. og med god deltagelse fra Viborg Mandskor. Det er meget lærerigt og samtidig særdeles hyggeligt. Kurset kan rumme ca. 125 korsangere + korledere og er altid fuldt booket. Du behøver på ingen måde at være en Liciano Pavarotti for at kunne være med. (Men du vil helt sikkert være tættere på en sammenligning efter kursusdeltagelse 🎼 )

Link til Dansk Sanger-Forbund:   http://www.dansksangerforbund.dk/   (Kopier linket til din browser, hvis du ikke kan åbne det her)

Kan du lide at synge, og frister vores aktiviteter dig, er du meget velkommen til at besøge os en øveaften. Helt uforpligtende. Du klikker blot på “Bestyrelse og dirigent” øverst på siden og ringer eller sender en mail til et af bestyrelsesmedlemmerne for at aftale dit besøg.